LV
BIOGRAFI.
af sine tyske venner til at fremkomme med en erklæring om, hvordan det egentlig var gået til (s. s. 109 ff.).
I sin erklæring siger Verner, at han hverken har svoret til den junggrammatiske eller den antijunggrammatiske fane; det samme fremgår af et brev til Edv. Brandes (28—11—1886[1]):
Jeg skal med et par linier søge at orientere Dem i striden. Den „junggrammatische“ retning i sprogvidenskaben som i 1876 og 77 blev undfanget og født på den i mit indlæg omtalte ølknejpe i Leipzig har i årenes løb vokset sig stærk både ved en ret frodig produktivitét og derved, at dens unge tilhængere efterhånden er avancerede frem til lærere ved en dél af de sydtyske universitéter. I ungdommelig selvtillid har den været vel meget tilböjelig til på den ene side at puste sine fortjenester op til mer, end de egentlig er, og på den anden side at kimse ad den „gamle udlevede“ retning, der endnu har sine væsentligste repræsentanter ved de nordtydske universitéter, og denne har da på sin side stillet sig på bagbenene.
Selv om han her søger at göre ret og skel til begge sider, er der ingen tvivl om, at han stod junggrammatikkerne nærmest. Allerede så tidlig som 1872 har han i et brev til Smith den rammende bemærkning om at vende sætningen: nulla regula sine exceptione, om, så den i sprogvidenskabens tjeneste kom til at hedde: nulla exceptio sine regula; og i sin berömte afhandling (s. s. 7) har han den bekendte bemærkning: „Freilich kann die vergleichende sprachwissenschaft den zufall nicht ganz in abrede stellen aber zufälligkeiten en masse … kann und darf sie nicht zugestehen“. Det
- ↑ Tilskueren 1899, s. 239.
