128
KONGENS FALD
til dem. Men de svarede ham ikke. Axel saa de lave graa Skyer drive over Tagene, af og til slog de ned og fyldte Torvrummet med en tynd Dis.
Axel saa den ene efter den anden blive taget, og han kendte derimellem de aller højeste i Sverig. Nogle skyndte sig og kludrede selv med at komme af Klæderne, andre lod Bødlerne flaa og gøre med sig som de vilde. Flokken holdt tæt sammen, udenom stod Soldaterne i Vaaben. Axel kendte Mikkel Thøgersen og flere af sine Kamerater dernede.
Axel var bleven rolig igen, han stod og saa, hvorledes Jørgen Homuht ledede og kommanderede Bødlerne, idet han pegede med sin behandskede Haand, han var i sin fineste Puds.
Der laa mange Hoveder nu, de sad paa den blodige Jord som Svømmere, der træder Vande. Blodet flød ud over Torvet og dannede en Figur som et kæmpestort Bogstav. Hver Gang Axel var henne ved Vinduet, havde denne Rune skudt nye Grene, som skulde den nu tydes paa en anden Maade. Henrettelserne gik paa med stor Ensformighed. Den glansløse Dag tyknede mere og mere, det tegnede stærkt til Regn. Flokken tyndede ud, Ligene laa i Hobe.
Axel trak Vejret saa stille. Da alle de ukrænkeligt høje Mænd af Byrd var slaaet ned, og Bødlerne med forøget Flid huggede ind paa de borgerlige, følte han med en Svimlen, for det laa over hans Fatteevne, at Kongen maatte have uhyre, aldrig anet Magt, siden han kunde lade dette gøre. Han saa ham for sig, Kongen over Norden, den korte bredstammede Skikkelse med de bærekraftige Skuldre og Armenes Bomme. Det var en Mand, der kunde tage mod Byrder og rykke Stene ud af Jorden op foran sit befalende Ansigt. Han huskede Kongens Blik, der stod som en strakt Lanse, Kongens Bryn, som altid var i Skiften. Han mindedes Kongens Røst, der var skødesløs paa Grund af Mandens Stolthed. Han følte et Pust af Kongens enevældige Raadslutning, han bøjede sig for Styrken af denne Majestæt.
