131
BLODBADET
Lige midt i Hjærtet havde han faaet det. Ansigtet sitrede lidt endnu, Overlæben rejste sig et Par Gange. Det var kun et attenaars Menneske, han var paafaldende mager og saa ud, som var han ældet altfor tidligt, maaske af Sult under Belejringen nu for nylig. Axel strakte ham ud og sad og saa paa ham. Og han blev sønderknust af Sorg, hele hans Indre løb i et, kvalfuldt, han gik aldeles fra Samlingen.
Det listede ude paa Loftet, Døren knirkede, og da Axel saa op, var det Lucie. Hun saa, hvad det var, og hun lagde sig stille ned ved Siden af Axel, hendes Haar faldt paa den dødes Ansigt.
En Ting randt Axel ihu, mens han sad der. En Vinternat ved
Baalet inde i Tivedens frosne Skove, da han havde ligget med
et Dækken svøbt om Hovedet og tænkt og tænkt paa en Mands
gruelige Fattigdom i Døden. Det var den Gang Efterretningen
om Sten Stures Død kom til Hæren. De danske hørte det med
stor Tilfredshed, der var Glæde i den hundekolde Lejr hele
Aftenen. Sneen knirkede festligt under Støvlerne den Aften,
Stjærnerne hang i Regnbuens Farver mellem de øde Trætoppe. Det
drøftedes hyggeligt, hvorledes denne farlige Mand døde. Men
Axel, der med egne Øjne havde set ham blive ramt paa Isen ved
Bogesund og den Gang glædet sig over det bratte Fald af en
Fjende — Hest og Rytter styrtede ind i Billedet af Hest og
Rytter paa den spejlende Is! — Axel var kommen til at tænke
sig dette ensomme Menneske, der døde i Slæden paa Mælarens
frosne Strømme, med et knust Ben under sig. Han døde, han
maatte dø.
Sneen sænkede sig i den sorte Luft, eller var det selve Himlen, der hældede og truede med at komme; Søen gav sig sukkende under Slæden, som tvivlede al Jorden nu om at kunne holde længere. Da brast et menneskeligt Hjærte af kongelig Bekymring. Sverigs vide Land sank fra ham som Is og sukkende Sø, Sten Stures Kongeomsorg og hans Sygdom og hans Smærte
