MISERERE
Den graa Novembermorgen gik op over Stokholm, uden Gry, ulystelig; de første Tegn paa Liv og Bevægelse var en Skikkelse, der bugtede sig et Par Gange, idet den fløj tilvejrs i Galgen.
Op paa Dagen begyndte Folk at komme frem og se, hvad der var forefaldet. De halshuggede laa endnu paa Torvet i en Vask af Blod og Natteregn. Soldater stod Vagt og friskede sig med Øl og Vin i det ramme Vejr. Over Middag gik Bøddelen i Gang med endnu en Del overbeviste Kættere og Landsforræddere.
Det blev en saare stille Dag. Dagen syntes mere karrig og kort end ellers, paa en Gang lavede den til Aften, uden at det var bleven til mere.
I sin Undergang flammede Solens Baal igennem, og alle Skyerne gled fra Himlen som et Øje, der langsomt aabner sig. Da Solen var gaaet ned, stod Himlen længe efter klar og bleg. Fjærnt ude paa Havet laa en halv Snes svindende Punkter, det var de lybske Skibe, der var lettet om Eftermiddagen og gaaet under Sejl. Aftenrøden dybedes i Vest, Himlen tænkte, der var saa vidt ud i den faldende Efterdag, der var saa fattet en Kulde over Aftenen.
I dette Stille brød Klokkerne i St. Nicolaj Kirke ud med en sorgstemt ringende Klang. Ja, ja svarede det straks fra St. Klara Kloster paa Nørremalm og fra St. Jakobs Kirke. Og fra Søndermalm løftede Klokkerne i Marie Magdalene Kirke deres Stem-
