142
KONGENS FALD
og staar næsten stille. Sigrid ser op med runde, sorte Øjne og bliver endnu blegere, han slutter hende tæt til sig med skælvende Arm og fører hende ganske langsomt videre i Dansen.
De sad paa den hyndebredte Bænk ved Væggen. Axel talte, og Sigrid begyndte at spille af Liv imod ham. Hun saa frit paa Axel som for at undersøge ham, og han gjorde uvilkaarlig et Kast med Kroppen, se kun. Han var i blaa Sækærmer, der var skaaret op for gul Silke underneden, og grønne Hoser, hans Sko lignede Hammerhajer, de var forlænget paatværs i Snuden. Sigrid havde en Kjole paa af blaat Fløjl, der var aaben for det fine Lin paa Halsen; hendes spæde Haar, og det var gult som Byg, flød hende om Kinderne. Hun lod Axel se sin Ring, en tindrende Diamant paa den korte, butte Finger.
Vi har samme Slags Hænder, sagde Axel. Han sænkede Stemmen: Vil du have en Ring af mig? Jeg har en hel Del. Sigrid?
Sigrid afbrød ham udeltagende. Han spurgte igen. Sigrid sagde let Nej og rystede Haaret tilbage.
Aa jo! bad Axel forfærdet ved Afslaget. Hans Munds veltalende Bevægelighed satte sig, han tav og trængte paa med sit lange, bejlende Blik. Og han sukkede sindsbevæget.
Da nikkede Sigrid men saa ikke paa ham. Han fik et nedslaaet Udtryk, tav. I det samme lo Sigrid, og hans Ansigt vekslede. Han bøjede sig henrevet og begyndte at fortælle saa inderlig om sine Skatte. Hun skulde have alle de lødige Halsringe, alle Ædelstenene, funklende fra Jordens Skød, friske som de kom fra deres Hvile i den sorte Muld. Hun skulde faa tunge Armbaand, Kæder saa ædle og ægte som der ikke var Mage, hvis hun blot vilde.
Skal vi danse? mente Sigrid og lo. Hun rejste sig og pustede ud, som havde hun kedet sig ærligt ved hans Snak.
Axel dansede krænket. Men han var fuldt lykkelig, og i denne Stemning reves Sigrid med, saa at hun smilede forelsket til ham,
