150
KONGENS FALD
nu begyndte Kese at slagte den, først lidt tøvende, men efterhaanden med Liv og Lyst.
Da det gik op for Axel, at Kese var en Hedning, blev han noget ilde tilmode; men idet han uden Betænkning gjorde Springet og fik Blod paa Tand, grebes han af Vellysten ved det forbudne og blev dobbelt begærlig. Magdalene hjalp ogsaa til, de sled flittigt alle tre.
Kese slog i al Stilhed flere Boller Blod ud mod Østen og Syden. Han viste en næsten kejtet Glæde ved sin Kyndighed i at sønderdele, Kese, han pegede med Knivsspidsen paa de ædle Livsdele, eftersom de kom til dem, nikkede, jo jo.
Den var otte Aar, hviskede han og plirede fortroligt til Axel. Og da Axel maatte bekende det, aabnede Kese sin Haand og fremviste det lille blodige Ben, hvoraf han havde bedømt Alderen. Kese laa med sin Næse til Spalten i Bugen, uhyre travl, han havde begge sine Arme derinde lige til Albuen. Tilfreds var han, Slagtningen kunde ikke være skønnere; det havde været en frisk og fyrig Hest. Det var svært, den Livsvarme den havde haft og som var i den endnu, man kunde næsten skolde Armene i dens Indre.
Op paa Formiddagen kaldte Magdalene ind til det første Maaltid, de fineste Stykker af Dyret, kogt og rygende; Kese skar Tænder, da han saa det hede Kød, han kunde faa Fingrene frem!
Men Magdalene saa med et kysk Blik til Axel og satte Hestens Hjærte frem for ham, det havde hun stegt over levende Ild, Dampen stod ud af Venerne. Axel spiste først idet han lod som ingenting, men da han havde smagt nogle Bidder, gav han sig hen.
Det var klart og stille Frostvejr hele Dagen, de gik fra og til, slagtede og spiste det meste af Dagen. Lugten af den kogte og stegte Mad, der var liflig, indeholdt ligesom en Mindelse om den
