193
ATTER HJEMKOMST
Anders, Thøger, Jens! kaldte Niels med usædvanlig Myndighed. Og de tre lange Karle stillede næsten i samme Øjeblik. Da rejste Niels sit uanseelige Hoved og lagde Haanden paa den fædrene Økse. Sønnerne stod rundt om ham og saa ham spændt ind i Ansigtet. Han sagde ingenting, men de forstod ham.
Mikkel slog Øjnene ned. Han vilde ikke se paa Broderen med Krigerhjærtet. Det klædte ham ikke. Og dog følte Mikkel sig bitterligt beskæmmet. Men han mindedes Faderen, der havde været en fornemmere Mand.
I de følgende Dage kom der mange Folk til Niels Elkær med et eller andet Værktøj, der skulde gøres om til et Vaaben. Der blev talt meget, undertiden hidsigt, men i Reglen stille og indeklemt om de forestaaende Ting; Mikkel fik Indtryk af, at Niels havde en hel Del at sige mellem Egnens Folk. Dog var det en anden Mand oppe i Graabølle ved Navn Søren Brok, der var den vedtagne Fører. Gamle Thøger kunde ikke bleven andet end første Mand, havde det været i hans Dage.
Tiderne blev hurtigt urolige. Snart hver Dag saa man en eller anden Rytter flyve paa Landevejen, og man mødte ofte Bønderfolk, som slet ikke var kendt. Saaledes trak Tiden hen, til September Maaned var gaaet.
Vi kunde jo let skaffe dig nogle andre Klæder, sagde Niels en Dag til Mikkel, idet han busede ud med, hvad han længe havde gaaet med. Mikkel smilede.
Hvis du vilde gaa fælles med os. Niels stod og holdt et helt færdigt Sæt Tøj frem imod ham.
Men Mikkel rystede paa Hovedet. Og da han i samme Anledning tænkte sig om, følte han, at han var bleven gammel.
Nej Niels, sagde han alvorlig. Nej, jeg har været i Slag nok i mine Dage, selv om det var paa Steder, hvor jeg ikke havde noget at gøre. Men nu er jeg træt. Der er voksne Folk nu, som var spæde Børn, da jeg begyndte at tjene som Soldat. Nej, skal
