203
NEDERLAGET
skydning var helt hørt op. Naar en Herremand blev overvældet og tærsket i Bunde, var der ligesaa tykt med Bønder omkring ham og ovenpaa ham som Fluer paa et Stykke Sukker. Mange begyndte at vende Hestene og tænke paa at komme i Ly.
Neden for Bakken, hvor Mikkel stod, gik en Karl og pløjede. Han ikke saa meget som stansede Øgene, mens Slaget stod paa. Han kunde mageligt passe Ploven og se til paa en Gang.
Omsider opgav Herremændene Striden, som man kunde vente, de maatte, og flygtede i Trav og Galop sønderpaa ned i Landet. De havde stolet for meget paa deres Værdighed denne Gang og havde ikke husket paa, at alle er lige for Øksen. Der kom mange Herremænd af med Livet i den Træfning.
Men det var sidste Gang de danske Bønder leverede et Slag med Ret til at slaas. For det blev sidste Gang de sejrede. To Maaneder efter satte de deres Ret overstyr og blev dømt Oprørere, fordi de tabte. Og ved den Lejlighed hørte Danskerne op at være et nordisk Folk.
Det var en sørgelig Dag. Mikkel saa, da Bønderne forsvarede Aalborg og led Nederlag. Vinteren var inde, og det var hundsk Vejr. Johan Ranzau førte Herremændene, som nu var mere mandsstærke, men desuden havde han sine tyske Landsknægte og Bøsseskytter med.
Og de tog haardhændet fat. Bønderne glippede med Øjnene for hele det moderne Bøsseapparat, Johan Ranzau anvendte imod dem. Hver Kugle, der kom straalende, var en Fjende, som de ikke kunde se eller møde. Det tog Pippet fra dem, de kendte ikke nogen anden Krig end den, hvor Mand staar mod Mand. Strategiske Regnestykker havde deres Fædre heller ikke overleveret dem noget om. Da de endelig kom i Nærkamp, som de saa inderligt vilde, og fik fat med Næverne, da var det jo for sent, da havde Slaget allerede længe været tabt.
Stillingen var haabløs, men Bønderne for ud som Grævlingen mellem Hundene, da de opdagede det, de sloges desperat, de
