DRØMMEREN
Det var langt op paa Dagen, da Mikkel Thøgersen vaagnede. Han laa noget inden han blev klar over sig selv, han havde drømt saa besynderligt, skønt han ikke huskede noget.
Lyset faldt fra Taglugen lige ned i det elendige Kammer. Skønt Ove Gabriel for længe siden var gaaet paa Forelæsning, kunde Mikkel lugte ham, han trak med Væmmelse paa Næsen.
Kunde der ske noget i Dag, var det værdt at staa op og byde sig fal for Skæbnen derude i Byen mellem Folk? Mikkel tænkte efter. Egentlig var der ikke hændet noget afgørende igaar, og dog følte han sine Oplevelser saa stærkt. Der var blevet rykket i ham, hvad det saa betød. Alle Værdier var gaaet endnu mere nedad, Mikkel følte, at han ikke kunde holde sin Stilling ud længere.
Mikkel lagde sig op mod Væggen og grundede med Øjnene stift rettet frem for sig. Lidt efter krummede han Hovedet tilbage og lukkede Øjnene, han var kommen i Tanker om Susanna. Næsten i det samme mærkede han en hæftig gnavende Sult, han stod op og langede ud efter Klæderne.
Mikkel havde ingenting, han levede som Spurvene, fægtede hver Dag hos Gud og Hvermand. Medens han drog sine røde, forhadte Læderbukser paa, overvejede han, hvor han skulde hen og tigge i Dag. Han bestemte sig til at søge udenfor Byen, hvor Folk ikke var altfor misbrugte af Studenter og andet Pak fra Byen.
