53
STENENE BÆRES AF BY
drevet noget nordpaa, Kullen stod som en lav kammet Sky i Syd. Skipperen og hans to Mand lagde et Par Aarer ud, men det kunde ikke blive til noget.
I sin Utaalmodighed hentede Skipperen et Anker Øl op fra Rummet og vækkede Mikkel. Mikkel gned Øjnene og saa sig blændet om paa det spejlstille Vand. De ryddede tilside paa Dækket og begyndte at drikke. Og Mikkel blev fuld, før han endnu var rigtig vaagen, udsultet og lidende som han var. Han svang Kruset og gik rent fra Samlingen. Tilsidst tav de andre, og Mikkel fablede ganske alene.
Jeg er for længe siden solgt til Undergang, raabte han saglende og gispende, jeg er saa arg en Sjæl, at ikke engang Satan vil eje mig — men det er godt; der kan blive en Fest endda. Jeg opgiver bare det hele, naar jeg ikke vil længere, det er en nem Sag, og gaar min Vej. Hurra! Kom I til Festen med mig, alle I døde og halte, der er brændt ihjel og slaaet for Panden, hej Bordet er dækket, søg Plads allesammen som I er, i Kisteklæderne — her er Plads for dem, der har Kinderne hængende i Laser og Haandbagene sat med Smaasten — kom an I Strandvaskere og Fattigfolk fra Stejlen! Jeg er jo af Jeres Folk og skal snart gengælde Besøget. Hvad bryder jeg mig om mit Hoved, jeg hører ingen til længere, jeg er fuldstændig ene Mand, hvad angaar det mig mere, at der kanske er en Fugl til, de kalder en Struds, hvad bekymrer det mig, at en Nar bestiger Tronen i Frankrig, jeg gaar hjem nu, jeg kan ikke længere se ud af Øjnene, Farvel, Farvel!
Fartøjet laa fuldstændig dødt paa Søen i Solskinnet, der var ikke anden Lyd end Vandets Sveden. Skipperen og hans Mænd morede sig meget godt, Mikkel drak, hulkede og pralede en rum Tid snart paa dansk og snart paa latin, til han endelig drev om paa Dækket og sov igen.
