61
LÆNGSEL
Mikkel længtes hjemmefra.
Jeg tykkes du ser noget forkedet ud, sagde Thøger. Tag ud og fisk, det er en rosom Beskæftelse. Følg ud med Jens, eller du kan jo tage Prammen og liste gamle Børre med dig — han er nok taabelig men ikke saa ringe til at fiske.
Og Mikkel sejlede paa Fiskeri med Børre, en sindssvag Tumling, der havde været paa Egnen i umindelige Aar. Børre var god nok, de laa dagelang ude paa Bredningen uden at mæle et Ord eller gik inde paa Fladvandet med Gliben. Børre bar sig meget fornuftig til, han havde det ellers kun med stille Fjogethed: det var hans Vane at gemme sig med Ansigtet tæt ind i et Hjørne, mellem to Udhuse f. Eks. og her kunde han staa i Timevis og fnise uhyre oprømt med sig selv. Man saa mestenstid Ryggen af Børre, og den var altid i Uro, fordi han hemmelig lo og gottede sig. — Bedst som de gik og glibede i Vand op til Brystet, kunde Børre vende sig bort ud mod den aabne Fjord og le og henrykke sig, saa at Vandet dirrede og ringede ud fra hans Krop.
Mikkel tog ogsaa ud med Jens Sivertsen, han saa ofte Ane Mette. Hun havde faaet et lille hudløst Sted ved Mundvigen, bare Ungdom og Sundhed, der slog ud.
Hvor Somren var lang og uforanderlig den samme det Aar.
Dalen og Engen bar Græs og Blomster som aldrig før eller siden.
Solen havde ikke travlt paa sin Bane, alt levende gav sig god
Tid. En Fugl fløj gennem Luften nu oppe og nu nede, som
rejste den over Høj og Dal, og naar den var borte, lod den Mindet
om et sorgløst Kvidder tilbage. Humlebierne dryssede ud over
de fugtige Hængemoser, Vandtægen skrev paa Spejlet over de
sorte Høller i Aaen.
Det var Udødelighedens Dal. Hedebakkerne satte Panderne
