63
LÆNGSEL
til Kærene af Frygt for at faa Øje paa en Lygtemand. Og selv nu stod han og blev ubetvingeligt bange, han følte sig ømtaalig kuldskær, som var han sat værgeløst nøgen ud i en bidende Vind. Men tiltrods for den uovervindelige Legemsangst maatte Mikkel gaa ud mod hvad der saa var i den giftige Nat. Det var som kunde han ikke leve uden Skræk, han maatte veje sit indre Mismod op med udvendig Skræk.
Og Mikkel leverede sig til Nattens Magter, idet han gik ud i Kærene. Rædselen veg fra ham efor og strømmede sammen ebag, han gik som i svedende Flamme. Lygtemanden foran ham blev borte. Henad Midnat stod Mikkel stille. Og i samme Nu lo det oppe i Bakkerne, højt galende og i flyvende Fart. Genlyden blev ved at svare. Da faldt Mikkel ned paa alle fire og borede Hovedet ind i sin Arm — han krøb hurtigt et Stykke, vendte sig saa ved en kluntet Manøvre og kravlede hurtigt hjemad. Først længe efter at det var bleven stille, rejste han sig og gik.
— Jeg vil ikke have, du gaar ude om Nætterne, sagde Thøger Smed Dagen efter til sin Søn, mens de sad og spiste.
Mikkel tav forbløffet og næsten velgjort ved den korte Afgørelse.
Senere hen paa Dagen talte Thøger om den Slags Ting. Han troede ikke paa noget, for han havde ingenting set, der var aldrig noget kommen ham for nær. Men det var usundt at gaa ude om Natten — man skulde aldrig byde sig til.
Ikke at Mikkel troede paa noget heller, forsikrede han. Det var blot en Vane, han havde at gaa ude om Natten, naar han ikke kunde sove. Hvad var det forresten for en Latter, der kom oppe fra Brinkerne, havde nogen hørt den?
Thøger løftede ringeagtende paa Brynene. Aa, det er nogen Dyr, der skroller. Eller ogsaa er det Jøven.
Jøven?
Ja! Thøger lo misfornøjet. Jeg kan ingen Besked give dig, jeg har pinnede aldrig set en Jøve. Det maa du vel kende, som har lært.