90
KONGENS FALD
Klammeri med Kongen. Bispen, som var en aldrende Mand, havde hule Kinder endnu siden den Tørn. Og nu beredte han sig allerede paa at rejse igen, til Stokholm. Gildet, han holdt, var til Velkomst og til Afsked paa en Gang.
Over Midnat vinkede Jens Andersen ad Axel. Bispen lod til at være meget varm, han var rødflammet helt op over den skaldede Isse som en Himmel med Nordlys, dog gik han fuldkommen sikkert. De kom ind i et Kammer, hvor Mørket lugtede af Bøger, og hvor der gik to store knurrende Hunde.
Jens Andersen tændte et Vokslys og anbragte sig i Stolen foran Bordet. Medens han læste Brevskabet, sad Axel med en af Hundenes Hoved i sit Skød. Kamret flød med aabne Brevkister, Bøger i Sække og løse Stabler paa Gulvet.
Ja, Jens Andersen vendte sig mod Axel, og nu var hans store graa Hoved som forvandlet, fuldt af strænge Furer. Stemmen var barsk og fremmed, kun i Blikket var der endnu noget sorgløst. Axel skulde videre til Bispen paa Børglum, han skulde have en Mand med … det var bedst det blev Mikkel Thøgersen; imorgen tidlig havde han at hente Breve og Besked. Og det hastede. For i Aften kunde han gøre som han vilde.
Dermed rakte Bispen sin svære Haand ud og raslede mellem Skrivesagerne paa Bordet, hans Blik var indadvendt, Axel rejste sig og gik ud til de andre. Mikkel Thøgersen blev forundret og tillige glad ved at høre, at han skulde med ad Børglum til. Axel og han blev enige, hvad Resten af Natten angik, de begav sig hen hvor Agnete boede og fandt Nattely der. Begge følte det nyttige i at søge en i alt Fald udvendig Forstaaelse med hinanden ved at være fælles om en Svaghed, nu da de skulde gøre Rejse sammen.
Agnete forærede Axel en Lok af sit Haar.
Klokken var otte næste Morgen, da Axel og Mikkel red fra Odense, begge to forsynet med Breve og Instrukser fra Bispen.
