14
SANTA CATERINA AF SIENA.
Grønt paa Trappen og Dørtrinet, og i Stuerne dufter store Blomsterbuketter.
Hun kan umulig have været død i femhundrede Aar. Det ser meget snarere ud, som om hun havde holdt sit Bryllup og var draget bort til et Land, hvorfra hun sent eller aldrig kan vende tilbage. Er Husene ikke smykkede med lutter røde Bordtæpper og røde Dækkener og røde Silkebannere, og er der ikke stukket store røde Papirsroser ind i den mørke Guirlande af Jerneg, og Omhængene over Døre og Vinduer, er de ikke røde med Guldfrynser? Kan man tænke sig noget muntrere?
Og læg Mærke til, hvordan de gamle Kvinder gaar om inde i Huset og beskuer hendes smaa Ejendele. Det er, som om de havde set hende gaa netop med det Slør og med den Haarskjorte. De beser det Værelse, hun boede i, og peger paa Sengestedet og paa Brevpakkerne. Og de fortæller, at hun først slet ikke kunde lære at skrive, men saa kom det ganske pludselig over hende — uden at hun havde lært det. Og se bare hendes Skrift, hvor god og tydelig! Og saa peger de paa den lille Flaske, hun plejede at bære ved Bæltet for altid at have lidt Draaber ved Haanden, hvis hun traf paa en syg; — og de læser en Velsignelse over den gamle Natlampe, hun havde i Haanden, naar hun kom og saa til de syge i de lange pinefulde Nætter. Det er ganske som om de vilde sige: „Aa Gud, aa Gud, at hun nu er borte, den lille Caterina
