62
FLUGTEN TIL ÆGYPTEN.
„Kunde jeg raade dem, vilde jeg bede dem vende om. Deres Fjender kan aldrig blive saa grusomme imod dem som Ørkenen. De tror maaske, det er let at leve i Ørkenen. Men jeg ved, at selv jeg stundom har haft ondt ved at holde mig i Live. Jeg husker en Gang i min Ungdom, da en Hvirvelvind kastede et helt Bjerg af Sand over mig. Jeg var nærved at kvæles. Hvis jeg kunde dø, var det blevet min sidste Time.“
Palmen vedblev at tænke højt, som ensomme gamle gør.
„Jeg hører en vidunderlig melodisk Susen fare gennem min Krone,“ sagde den. „Alle Fligene paa mine Blade maa være kommen i Bevægelse. Jeg ved ikke, hvad det er, der farer igennem mig ved Synet af disse stakkels fremmede. Men denne bedrøvede Kvinde er saa skøn. Hun minder mig om det vidunderligste, jeg har oplevet.“
Og mens Bladene vedblev at bevæge sig i en susende Melodi, mindedes Palmen, hvordan en Gang for meget længe siden to herlige Mennesker havde gæstet Oasen. Det var Dronningen af Saba, der var kommen did, fulgt af den vise Salomon. Den skønne Droning var paa Vej hjem til sit Land, Kongen havde fulgt hende et Stykke Vej, og nu skulde de skilles. Til Minde om denne Stund, sagde saa Dronningen, lægger jeg nu en Dadelkærne i Jorden, og jeg byder, at der af den skal blive en Palme, der skal vokse og leve, til
