LIV OG DØD
De Gamle afbrød Spillet og læste Døds-Annoncerne. Det var Baronen, der læste dem en efter en.
»Saa spiller vi videre,« sagde Naaden.
Og de spillede igen.
Adelheid havde sat sig i den midterste Stue foran det gamle Klaver. Hun aabnede det og slog nogle Akkorder an.
»Hvorfor spiller hun?« raabte Naaden til Kørbitz.
»Ja, hun spiller,« svarede Kørbitz.
Whisten gik sin Gang ....
De to gamle Herrer tog Afsked, og Hendes Naade skulde i Seng. Schrøder støttede hende.
Hendes Naade blev klædt af og sad oprejst i sit store Leje.
»De Jomfruer,« sagde hun, »véd aldrig, at et Fruentimmer skal være et Fruentimmer.«
Schrøder lagde Røgelse paa Kakkelovnsgløderne og gik. Det var en Vane hos Hendes Naade, at Røgelse skulde der være om hendes Seng.
I alle Stuer var der tyst.
Frøken von Kørbitz filerede, og Adelheid stod lænet til et Vindue. Det kunde hun, om Aftenerne, gøre i Timevis.
Inde hos Konferentsraaden, til hvis Stue
101
