LIV OG DØD
Ansigt lyste mod Ansigt.
Ligbleg, mens, ved hendes Trin, Brokaden knitrede mod hendes Dansers Lemmer, gled Frøken Adelheid frem, med næsten opspilede Øjne. Midt ude paa Gulvet stod den gamle Major — han var i gul Domino og Fippen var sortfarvet — sammen med Grev Hvide og Kammerherren.
Kammerherren var den eneste, som bar Civil; i sit Knaphul havde han Æreslegionens Baand.
Majoren virrede ustandseligt med sin Parykblok af et Hovede, medens Fippen gik:
»Wie eine Priesterinn, wie eine Priesterinn,« blev han ved at sige.
Naar Majoren endelig havde fundet et Ord, slap han det altid nødig.
Kammerherren smilte og, vendt til Hvide, sagde han, uden at tage Øjnene fra Adelheid og sin Skriver:
»Ja, unge Ven, der er maaske noget om dette med Parrings-Valg.«
Majoren var trippet bort, som kunde hans slunkne Ben ikke holde sig stille.
Sammen saa' Hvide og Kammerherren ufravendt paa de to skønne Skabninger, der dansede.
115
8*
