Hvide stod et Nu. Hans Ansigt var saa blegt, som var det alt hans Legemes Blod, der glødede i de to Elskendes Ansigter.
»Nej,« sagde han igen, »for, Kammerherre, at naa et større Maal...
Vel det største...«
Han tav et Øjeblik, og en Smule sagtere sagde han:
»At blive sin Smertes Herre.«
Der var noget eget pludseligt i Maaden, hvorpaa Kammerherrens Haand lagde sig ned over Rizzios Luth, noget eget pludseligt, saa Haandbevægelsen næsten syntes et Kærtegn:
»Hvide.«
Og mens hans Stemme pludselig fik en Klang af Harme eller maaske Foragt, sagde han uden at tage Øjnene fra disse to Sammenparrede:
»Hvide, at dette skal kunne berede Mennesker saa megen Lidelse.«
Men pludselig skiftede Kammerherren atter Tone:
»Naa, bedste Hvide, naturligvis har de unge Mennesker Ret.«
Han saa’ lidt ud for sig:
»Jeg véd ikke af, at Livet er til andet.«
Bag ved dem var en sortklædt Figur skudt op; det tætte Nonneslør var hendes Maske.
