LIV OG DØD
Jo — det sneede: tæt og lindt faldt Sneen tyst i den hvide Borggaard.
Hofjægermesteren stod med aaben Mund. Saa sagde han — og han glemte pludselig ganske »Sjælesørgeren« —:
»Nu staar Fa'en da osse i Almanakken.«
Nede fra Gaarden lød der en høj Latter: det var Frøken Alice, der løb midt ude i den hvide Sne.
»Kom Kammerjunker, kom Kammerjunker!« raabte hun; og paa en Gang brød alle Løjtnanterne frem, ned ad den store Trappe, ud i Gaarden.
»Alice, Alice,« raabte Hofjægermesteren, der stadig stod ved Vinduet:
»Alice...«
»Hun er barhovedet...«
Men Frøken Alice hørte ikke. Med det løftede Slæb i sin Haand stod hun midt i Borggaarden, medens Sneboldtene fløj.
»Der har du den«, raabte Vedel og sendte Hr. Feddersen en Hilsen lige i Nakken.
Frøken Alice havde sluppet sit Slæb, medens Sneboldtene føg omkring hende og Herrerne lo, saa det skraldede.
»Der« sagde hun og kastede en Boldt efter Vedel. Den traf ham lige i Ansigtet.
»Her«, raabte han tilbage, og en Boldt fløj forbi hendes Øre:
11
