HERMAN BANG
Feddersen holdt en Armstage.
»Berner,« sagde Alice, »De falder i Staver.«
Berner stod kun og smilte ligesom én, der havde faaet Maanen i Present og stod og saa paa den i sin egen udstrakte Haand.
»Feddersen,« sagde Alice, »giv Berner Stagen.«
Berner tog den med et Sæt.
»Saa, Berner lyser for os,« sagde Alice.
De fire Karle sled med Flygelet op ad Trappen. Alice var forrest; det hvide Slæb faldt som en sølverne Strøm ned fra de høje Trin, men øverst holdt Berner Stagen.
»Saa stiller vi det her,« sagde Alice. De var naaet ind i Riddersalen.
Der var allerede Ild i de store Ovne, og langs de høje Egetræs-Vægge saa de gamle Portrætter, i det blussende Ovnskær ud, som var de levende. Alice løb frem midt i den store Sal, hvor de to Undertjenere tændte de halvhundrede Lys i Broncekronerne.
»Ja,« sagde hun, »er her ikke dejligt;
»De er dejlig,« sagde Feddersen.
»Og det er kun Rammen,« sagde Alice.
Feddersen saa lidt paa hende:
»Ja De, Feddersen, — om Billedet.«
Pludselig skiftede hun Tonen:
44
