HERMAN BANG
De blev ved at danse. Ingen af dem talte.
Alice saa kun Berners bløde Mund, hvis Linjer sitrede.
»George,« sagde hun, og to Gange gentog hun hans Navn.
Valsen hørte op.
»Saa igen en Galopade,« raabte Alice.
Hun gik forbi Flygelet ved Berners Arm.. Og da Tummelen atter steg, og alle Løjtnanter dansede, sagde hun og lo ham lige ind i Ansigtet:
»Berner, sig det saa.«
Men Berner talte ikke. Hans Ansigt var kun stadig vendt mod hendes som en Naturtilbeders kan være vendt mod Solen.
Pludselig straalede Alices Øjne.
»Berner, De er umulig,« sagde hun.
Og med et løb hun hen til Flygelet og skubbede Feddersen væk, og satte sig selv paa hans Plads. Og midt i Tummelen hvor alle Stemmer flød sammen, sang hun:
Hønsefødder og Gulerødder,
Halsen af en Svane,
Den, som kysser Pigerne,
Han har en hæslig Vane.
Jeg er født i Engelland,
Og Du er født i Skaane,
Vil Du være min lille Mand,
Saa vil jeg være din Kone.
56
