BEATI POSSIDENTES ❧
112
grund over hans Døgns Omskiften? Han rettede sig hastigt og gik et Par Skridt frem over Gulvets Kludetæppe — Nu, fremmed — ja, lad så disse Stuer være fremmede — idet hun trådte over deres Tærskel, i det Øjeblik vilde de blive fyldte med Oplevelser og omslutte ham som hans, ti — det var jo hos hende, han havde haft sit Hjem, sit Hjærtes Rede, i Kraft af sin store, uforandret bevarede Kærlighed til hende, og ikke i disse tilfældige Stuer. Niels sagde nok, de havde ikke skiftet Møbler, som det syntes ham først, men han havde jo også været fra dem i over fem og tyve År og i den Tid levet sit Liv i andre Kamre og over for andre Egne — og hvad havde han vel også ofret dem af dagligt Samliv mod det, han havde skænket hende? — — O Niels, Niels, anede du, hvor uforstyrret, hvor lødigt jeg i min forsmåede Kærlighed har levet hos hende, du vilde gærne skænke mig dit af Vanen tilstøvede Hjærtes Følelse, din forlængst mættede Lykke — —
Det knirkede ved Døren. — Han vendte sig om — hastigt — nu! — og standsede i det samme som lammet.
I den åbne Dørfylding stod der en Kvinde, høj, mager, med Vinterskumringens blege Snelys ind over sit grå Hoved og sit gullige og furede Ansigt og med Ovnens Ildrøde flakkende over sin Uldkjoles falmede, sorte Skørt.
Han mærkede et Sug for sit Bryst, en Svimlen for sin Hjærne, som reves alt væk fra ham i en Storm, og hvirvledes han selv blindet af Sted, han vidste ikke hvorhen — og gennem Larmen en hæs og skurrende Stemme, der talte:
