25
❧ KEJSERENS SKÆG
under Tronhimlen, med Guldkronen over det brune Lokkehår og med Solen spillende om den pigerøde Mund og den marmorglatte Hage, mens hans store Ynglingeøjne, som hele Hoffets vidt omkring ham, dvælede ærefrygtsfuldt på de tvende Skovens vise Mænd, som stod dér i deres støvede Kutter og stirrede overvældede i hinandens måbende Ansigt.
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧
LYKKE-FEEN
n stille, grøn Sommeraften med Lærkekvidder
mødtes to unge Mænd på den store Vej, som
fører til Lykke-Feens Borg.
Den ene kom ridende højt til Hest, en rank og frejdig Ungersvend, smidig om Livet, med gule Lokker ringlende om det rødmende Ansigt. Fra den blå Silkekalot vajede hvide Fjer. Han tøjlede med Møje den stejlende Hingst og råbte ned til den anden, der sindig skred frem langs Vejen i sin sorte, støvede Kappe:
„Vel mødt! Hvorhen, Broder?“
Vandringsmanden standsede og hilste. Hans Ansigt var langt og blegt med lyse Øjne og faste Læber.
„Sagtens samme Vej som du,“ sagde han og lænede sig til sin lange Stav, „til Lykke-Feens Borg.“
„Du vil til Lykke-Feens Borg — og går!“ udbrød Rytteren, „ved du da ikke, hvor Vejen er lang?“
„Jo, lang er Vejen,“ nikkede Vandringsmanden betænksom, „— men jeg er også ung endnu.“
„Du når dog aldrig derud!“ råbte Rytteren fra sit høje Sæde, „— ikke før du skal dø.“
