27
❧ LYKKE-FEEN
ude faldt store Byger over de blå Skovkamme. En Krage svirrede skrålende lavt hen over Vejen.
Rytteren foer sammen, han greb hårdt om Saddelbommen.
„Gå aldrig derud, Broder, det er Løgn!“
Vandringsmanden stod og grov i det våde Grus.
„Det er Løgn — altsammen! og nu vil jeg ride hjem langs Vejen og standse alle dem, der drager ud, og sige dem, at det er Løgn med Feen.“
Ynglingen nede på Vejen smilte.
„Gør ikke det, de vil ikke tro dig.“
„Jamen når jeg selv har set det!“
„Det hjælper ikke, de vil ikke tro, at Feen ikke er til.“
„Jamen du, Broder, du vil da tro mig og vende tilbage?“
Da lyste Vandringsmandens Ansigt.
„Nej,“ udbrød han stærkt, „jeg vil nu slet ikke tro dig.“
„Du vil blive skuffet!“
„Nej, jeg vil ikke — ti jeg drager til Fods til Lykke-Feens Borg.“
„Til Fods?“
„Ja, og ser mig vel om på Vejen. Jeg kommer først derud, som du sagde, når jeg er så gammel, at jeg dør på Tærsklen. Jeg får ikke at se, om Borgen er tom eller ikke. Men på den lange Vandring trøster jeg mig med det skønne Håb.“
Han hilste og vandrede langsomt bort gennem Skumringen.
Rytteren blev holdende og stirrede fortabt efter ham.
