Side:Luftslotte.djvu/32

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

29

❧ DET FØRSTE BRODERMORD

den fast i dets uldne Bryst, Blodet flommede frem på Pelsens Sne, og Lammet forgik i et Gisp. Hurtigt fangede han sine Flintestens Gnister.

Kain havde rejst sit Alter længere oppe ad Højen bag et Klippeskår og ofrede Jahve sine Markers Grøde: rødkindede Frugter, blanktgult Korn og Dynger af Grønt. Han havde alt Ild på, og Røgen væltede frem, hidset af små, knitrende Flammespidser. Skæret brændte over hans mørke Ansigt med de buskede Bryn og det stride Skæg. Han pustede, så det svære Bryst gik, Heden sved hans Hud. I den truende Tavshed hørtes kun Bækken og Stormen.

Da jublede med Et Abels klare Stemme, Kain så hurtigt ned til ham over Klippekammen.

En høj, ilende Flamme stod ret op i Luften, blussende rød i Mørket, Røgen flagrede om den. Abel sprang omkring Altret, rank og let, det tætte Krøllehår funklede om hans Hoved. Han klappede i Hænderne af Fryd. Kain lugtede den brændte Uld.

Han vendte sig hastigt til sit Bål og skød Kvaset sammen. Som Øgler af en Rede vrimlede Flammerne frem.

Da tudede det pludselig op ude i Landet.

Kain så derud, Horizontens Klippepigge var forsvundne i Mulm, de blåsorte Skymasser havde sat sig i Gang. Bækken sprøjtede skummende op af sit Leje, Tidselfnuggene føg som et Snevejr. En bidende Kulde trak imod ham. Han sprang til for at værge sin Ild, men i samme Nu var Stormen over ham, så han tumlede om. Hylende fejede den hen over Altret, hvor Flammerne flygtede til Siden som flade Slanger, mens Røgen hvirvlede ned. Han rev den trevlede Ulvehud af sine Lænder, men han kunde næppe stå