104
LYKKE-PER
at have mødt nogen Paaskønnelse derfor — har ydet dig en regelmæssig Hjælp, som maaske ikke har været netop rigelig, men med hvilken han dog — jeg kan sige det med Sikkerhed — har strakt sig endog ud over sine Kræfter. Og han har gjort det, for at han ikke skulde kunne bebrejde sig at have vist Ligegyldighed for dine Studier — eller hvad man nu skal kalde det — til Trods for, at han ikke har været i Stand til at bedømme dine Evner eller, hvad Fremskridt du har gjort."
"Jeg veed det."
"Denne Understøttelse vil naturligvis øjeblikkelig bortfalde, dersom Fader skulde gaa bort. Moders Kaar vil da blive endog meget smaa, og det vil være en Nødvendighed at udvise den største Sparsommelighed paa alle Omraader."
"I den Henseende skal du ingen Bekymringer gøre dig for min Skyld," svarede Per, der nu fastslog for sig selv, at han vilde modtage Neergaards Arv for at opnaa en fuldstændig Uafhængighed af Hjemmet. "Jeg har netop selv tænkt at skrive hjem, at jeg er i Stand til fremtidig at klare mig selv helt og holdent. Jeg trænger ikke Hjælp mere."
Broderen gjorde store Øjne. Men da Per ingen yderligere Oplysning gav, blev han højtidelig indadvendt og forholdt sig en Tid tavs.
Han kunde dog ikke længe styre sin Nysgerrighed.
"Maa jeg spørge … hvorledes har du i Sinde at —" begyndte han.
Men Per afbrød ham.
"Jeg synes, ærlig talt, du nu skulde gøre Alvor af ikke at blande dig i mine Affærer. Jeg har ogsaa før sagt dig, at det er mig ubehageligt."
Eberhard rejste sig. Han var bleg, og hans Mund med det fremtrædende Underbid var stiv af Ophidselse.
"Ja, jeg ser, at det i det hele er ørkesløst at tale med dig, Jeg tror det rigtigst, at vi ikke fortsætter."
"Som du vil."
Han tog sin Hat for at gaa. Men da han stod ved Døren,
