Spring til indhold

Side:Lykke-Per fjerde udgave bind 1.djvu/115

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

109

LYKKE-PER

Fru Engelhardt saae han ikke tiere. Han tænkte vel undertiden paa Muligheden af en Forsoning; men noget Skridt dertil havde han ikke gjort. Hvor flov han end vedblev at være over sin Optræden hin Nat, havde Oplevelsen alligevel efterladt en lille Mistro hos ham til det galante Eventyrs saa højt priste Glæder. Han havde spurgt sig selv, om de nu ogsaa virkelig var de mange dermed forbundne Besværligheder, det meget Komediespil og navnlig den store Bekostning værd. Hvergang Fristelsen til at forny Bekendtskabet med den forfarne Dame kom over ham, behøvede han blot at tænke paa den syndige Hoben Penge, hun havde kostet ham bare paa en Aften, — og det faldt ham da i Almindelighed ikke svært at glemme hende for sine Kanalprofiler og Vandstandsberegninger.

Naar Solen skinnede, stod hans Vinduer gerne aabne ud til det Fri. Sommerfugle og Humlebier forvildede sig da ind til ham ude fra Haven, uden at dette Syn dog stemte ham lyrisk. I det højeste kunde han give sig til at fløjte under Arbejdet, og da stak Højbaadsmanden undertiden sit kalotprydede Hoved ind ad Vinduet for at udtrykke sin Glæde over hans gode Humør; eller Madam Olufsen stillede en Kop rygende Kaffe ind paa Karmen og bad ham dog "unde sig Stunder til at trække Vejret". Havde den gode Kone en Tid frygtet for, at hendes Logerende var kommen alvorlig paa Afveje, saa gik hendes Bekymringer nu snarest i modsat Retning.

"Tag nu og drik den Kaffetaar, mens den er varm," kunde hun sige i den kommanderende Tone, hvormed hun gerne skjulte sine moderlige Følelser for ham.

Saa kastede Per sin Tusjpen eller Ridsefjer, tændte en lille Shagpibe og lagde sig hen i Vinduet for at slaa en Passiar af med de to Gamle, mens disse puslede om i den lille Stump Have, hvor Pladsen var saa indskrænket, at de to store Mennesker daarlig kunde bukke sig uden at støde sammen med den Del af Ryggen, hvorom Olufsen med en respektløs Hentydning til Skabelseshistorien plejede at sige, at den blev "klasket paa bagefter af alt det, der var tilovers".

Det varede dog sjelden længe, før han fik Uro paa sig. Og