217
LYKKE-PER
se ham. Hun kunde ikke tænke sig, at han skulde lade Dagen hengaa uden at fremstille sig her med sine friske Lavrbær, — og hun havde paa Forhaand følt Ubehag ved Synet og ynket ham. I sin glade Overraskelse gengældte hun Eyberts Hilsen med et usædvanlig varmt Haandtryk.
Det var overhovedet ikke grundløst, naar den aldrende Frier i denne Tid saae forhaabningsfuld ud. Jakobe gav ham for hver Dag mere talende Beviser paa, at hun betragtede deres Forlovelse som en halvvejs afgjort Sag. Blandt andet var hun begyndt at gaa med en østerlandsk Ring, han engang havde givet hende til en Fødselsdag, og som hun aldrig før havde villet bære; og naar hans to Smaapiger kom der i Besøg, sendte hun gerne Barnepigen hjem og tilbragte halve Dage alene med dem ude i Haven.
Nu fulgtes de ned til Stranden, hvor de en Tid gik samtalende frem og tilbage i Alleen langsmed Bolværket. Som saa ofte, naar de var alene, faldt deres Tale paa Politik. Det var dennegang Stormagternes Kolonierhvervelser og de dermed forbundne Krigsudrustninger, de kom ind paa; og Eybert udtalte Haabet om, at man herhjemme vedblivende vilde være saa forstandig at afholde sig fra al Slags Eventyrpolitik. Han tilhørte som Statsmand den nøgterne Skole; det var hans Ærgerrighed at repræsentere Ædrueligheden i dansk Politik, og trods sin sociale Stilling og sin Verdensmandsdannelse følte han sig naturlig knyttet til det brede, frisindede Landbodemokrati, der altid havde været Udtryk for Besindigheden i Nationen. I sine Samtaler med Jakobe gav han dog gerne sine Ord et noget dristigere, mere revolutionært Sving for at dække over Ulighederne i deres Karakterer. Hun havde paa alle Områder en Forkærlighed for de yderliggaaende Standpunkter. Derfor fandt hun det ogsaa meget uklogt, om Landet paa Forhaand opgav al Kappestrid med Handelens og Industriens Stormagter og ikke i Tide søgte at sikre sig Handelspladser og Afsætningsmarkeder i de fjerne Fremtidslande. Som hun plejede at sige: Et saa lilleputagtigt Land som det danske var i sig selv en Urimelighed, et saa lille og saa fattigt Land var i Længden en Umulighed. Hun vilde have,
