Side:Lykke-Per fjerde udgave bind 1.djvu/253

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

247

LYKKE-PER

"Ja, naar du tager det saadan, min Pige, saa vil jeg da tale lige ud af Posen. Ser du, for en Timestid siden søgte jeg dig oppe paa dit Værelse; jeg mente, du ikke befandt dig vel, siden du ikke kom ned til Frokosten. Du var netop gaaet bort et Øjeblik, og jeg fik da tilfældigt set, at Sidenius' Brev laa fremme paa din Skrivepult. Naa, deri var der i og for sig maaske ikke noget mærkeligt, skønt man jo ikke plejer at lade den Slags Breve ligge saadan og flyde. Hvad der derimod i høj Grad undrede mig, var — at Brevet endnu slet ikke var bleven aabnet."

"Nu ja — hvad saa?" sagde Jakobe efter en kort Stilhed, hvorunder hendes Haand, som Moderen stadig holdt om, var bleven kold som Is.

"Hvad saa? Hør, Jakobe — jeg er nok tilaars, men dog ikke ældre, end at jeg kan huske, hvordan det er at være forelsket. Naar man lader sin Kærestes Breve ligge ulæste fra Klokken otte til Klokken to, saa er ikke alt, som det skal være."

"Det forstaar du dig ikke paa, Mor! Det har i dette Tilfælde sin egen Grund, som jeg ikke kan forklare dig."

Moderen saae et Øjeblik mistvivlende paa hende.

"Ja ja, mit Barn. Jeg vil — som sagt — ikke trænge ind paa dig. Naar du blot ganske oprigtig vil sige mig, om du er lykkelig. Er du?"

"Ja — naturligvis!"

Hun sagde det uvilligt, trak Haanden til sig og stod op.

Moderen fulgte hende med Øjnene; men i det samme tumlede Nanny ind i Overtøj og fyldt med Gadenyt, og al videre Samtale blev forpurret. Fru Salomon tog atter fat paa sit Sytøj, og Jakobe gik kort efter ud af Stuen og op paa sit Værelse.

Moderens Spørgsmaal og navnlig den lidt medlidende Tone, hvori hun talte, havde krænket hende og fyldt hende med en ny Uro. Hun vilde ikke ynkes — ikke af andre, ikke heller af sig selv. Af egen fri Drift havde hun knyttet sin Skæbne til denne fremmede Mand. Altsaa havde hun ingenting at beklage sig over.

Rask skar hun nu Pers Brev op og gav sig til at læse det. Naar hun ikke før havde kunnet bekvemme sig dertil, var det af Grunde, som hun virkelig daarligt kunde fortælle sin Moder.