21
LYKKE-PER
sticisme. Den sikre Fortrøstning, der afspejlede sig i hendes Blik og Miner, og som gav hendes Stemme en saa usædvanlig Inderlighed og Kraft, udsprang af en forholdsvis nøgtern, dogmatisk begrundet Overbevisning om at tilhøre den lille Flok, der fulgte Retfærdiggørelsens snevre Sti, og hvis Arvelod var i Himlen, hvor engang den evige Herlighed skulde blive Lønnen for al Møje og alle Afsavn.
Midt i Salmens andet Vers tav Faderen pludselig og løftede Hovedet med et lyttende Udtryk.
"Stille!" udbrød han og standsede Sangen.
Samtidig kaldte Moderen inde fra Sengen: "Der er Nogen, der ringer paa Portklokken," sagde hun.
Nu hørte ogsaa de andre den tunge Natklokke klemte derhenne i den anden Ende af Huset, og denne usædvanlige Lyd midt i Aftenens Stilhed virkede uvilkaarlig opskræmmende.
Faderen gik gennem et tilstødende Værelse ind i sin Stue, der laa ved Siden af Porten, og slog her et Vindu op.
"Hvem kommer her og ringer ved Nattetid?" raabte han ud.
Inde i Dagligstuen kunde man høre, at en Mandsstemme svarede ude paa Gaden. Mens de to Smaapiger, helt uhyggelig tilmode, saae paa hinanden og derpaa hen paa Søster Signe, der var bleven siddende ved Klaveret, fortsatte Faderen derinde i barsk Tone:
"Deres Barn sygt … Hvad er Deres Navn og hvor bor De? … Krankstuegyden … Ja saa … Hvor gammelt er Barnet? … Et Aar! … Det er besynderligt, som Folk i denne By faar travlt med at forlange Præstens Hjælp, saasnart der er Fare paafærde. Til daglig føler de ingen Trang til at føle Guds Nærhed. Hvorfor har De ikke ladet det Barn døbe for længe siden? … Ja naturligvis skal jeg komme. De maa gaa hjem og ordne det fornødne, at alt kan være parat, til jeg kommer. — Og De maa sørge for, at der er Lys paa Trappen," raabte han efter Manden, som allerede havde fjernet sig.
Da Præsten kom tilbage til Dagligstuen, spurgte han efter Peter Andreas.
"Nu skal jeg kalde paa ham," sagde Signe, der vidste, at
