Side:Lykke-Per fjerde udgave bind 1.djvu/277

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

271

LYKKE-PER

mig, da jeg rykkede frem med min Anmodning. Mennesket maatte formelig lægge sig helt tilbage i Stolen for at faa Vejret igen. Han erindrede, sagde han, at man engang havde skaffet en tilrejsende Skuespillerinde Friplads i det kongelige Skuespilhus og lettet nogle danske Videnskabsmænd Adgangen til Bibliotekets Haandskriftsamlinger, — men dette!! En ældre Herre, der kom ind fra det tilstødende Værelse (det var vistnok Gesandten i højstegen Person) maalte mig med endnu større Forfærdelse og lod mig i faderlige Vendinger vide, at man sandelig ikke maatte vente saadanne Begunstigelser i et fremmed Land. I hvert Fald maatte Gesandtskabet, før det kunde gøre noget for mig i denne Sag, konferere med Ministeriet hjemme, og jeg vilde derfor have at fremsende et skriftligt Andragende i to ligelydende Eksemplarer tilligemed fornødne Anbefalingsskrivelser, Attester og Eksamensbeviser fra de forskellige Undervisningsanstalter, jeg siden Syvaarsalderen havde besøgt, o. s. v. — kort sagt, jeg mærkede, at jeg pludselig igen befandt mig i mit kære, gamle Danmark, i Vrøvlets Himmerige. Saa besluttede jeg at forsøge Lykken paa egen Haand og tog igaar Morges med første Tog til Berkenbrück. Overingeniøren udstedte øjeblikkelig et Indbydelseskort til mig, ja takkede mig endogsaa for min Interesse for Foretagendet og stillede alle Oplysninger om Forarbejderne til min Disposition.

Jeg skal forsøge at give dig en Forestilling om, hvad jeg fik at se. Først maa jeg da fortælle, at hvad det drejede sig om, var at tørlægge en Strækning af Flodlejet for at kunne foretage Reparation af en Bropille. Først havde man forsøgt paa almindelig Vis at lægge en Fangdæmning tværsover Floden, men Strømmen var for stærk, de kunde ikke faa Dæmningen lukket uden at anlægge en Omløbskanal, hvad der under de givne Forhold vilde være for omstændeligt og kostbart. Saa havde man fundet paa (og dette er det ny og sindrige ved Sagen) at lade Strømmen selv besørge Lukningen, idet man lod en kolossal Tømmerkiste, nøjagtig af Størrelse som Dæmningsaabningen, drive ned derimod, styret fra Land og med passende Belastning. Det hele forløb udmærket. Idet Tømmerkisten tørnede, bragede det lidt foruroligende i Dæmningsfløjene, og Vandet steg stærkt; men