Side:Lykke-Per fjerde udgave bind 1.djvu/285

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

279

LYKKE-PER

Væsens tilsyneladende Umiddelbarhed vandt ham alle Hjerter. Denne Evne til at indtage Folk ved sin Personlighed blev ham egenlig først her i Berlin fuldt ud bevidst, og uden iøvrigt at gruble over, hvori den stak, udnyttede han den med klog Beherskelse. Samtidig tilegnede han sig ved ihærdig Agtpaagivenhed en stadig mere skuffende Verdensmandsskik i sin ydre Optræden; og forresten gik det ham, som det ofte gaar Folk i Udlandet, at hans ganske private Uvaner af de fremmede opfattedes som nationale Ejendommeligheder, for hvilke han altsaa ikke kunde gøres personlig ansvarlig, ja som endog forøgede den umiddelbare Tiltrækning, han udøvede, ved at vække en Slags etnografisk Interesse.

Ved den store musikalske Aftenunderholdning kos Gehejmecommerceraadens druknede hans Skikkelse vel i Mængden af straalende Uniformer og dekorerede Kjoleopslag, men der var dog et Øjeblik, da han blev Genstand for den almindelige Opmærksomhed, idet Husets Frue i en Pavse under Koncerten lod ham kalde til sig og viste ham den Ære at underholde sig med ham, indtil Musiken igen begyndte. Den aldrende Dame, der var stærkt nedringet og kraftig sminket, havde en Svaghed for unge Mænd med veludviklede Legemsformer og gjorde sig ikke synderlig Umage for at skjule det. Per selv havde imidlertid kun Øje for Husets Datter, en nittenaarig Rødtop, der ganske var en Modsætning til Moderen: en stille, fin, yndefuld lille Skabning, der næsten med Skyhed iagttog enhver Mand, som nærmede sig hende. Hun var ligesom Moderen pragtfuldt klædt og skamløst blottet, saadan som Hofmoden fordrede det; men hun syntes selv trykket af sin Halvnøgenhed og dækkede saa vidt muligt Barmen med sin Vifte.

Per havde kun akkurat haft Lejlighed til at bukke for hende ved Modtagelsen, og han var ikke engang sikker paa, at hun havde genkendt ham. Siden havde hun uafbrudt været belejret af uniformerede og fornemt udseende Kavalerer, og han havde tilsidst helt opgivet at nærme sig hende. Men under Koncerten greb han hende to Gange i at at betragte ham i Smug, og at hendes Blik virkelig ikke helt tilfældig var kommen til at hvile