308
LYKKE-PER
ger, der ikke kunde opfattes af det legemlige Øre? Det, vi kaldte Død, var det maaske bare en anden Form for Liv, som alene lod sig fornemme gennem "Sjælens" vakte Sanser?
Han mindedes, hvorledes en af de Præster, der talte ved Faderens Kiste, havde kaldt Stilheden i Naturen for "Guds Stemme", og han havde hermed villet forklare, hvorfor de gamle Profeter i Tvivlens og Afmagtens Øjeblikke altid søgte ud i Ørkenens Ensomhed. Guds Stemme! — Naa ja, Sandheden var vel den, at Ansigt til Ansigt med det tomme og lydløse Verdensrum betoges Sindet af den "horror vacui", som allerede Oltidsfolk havde tillagt alle Ting. Og Angsten skabte Hallucinationer, og Hallucinationerne ny Angst, og saaledes var det bleven ved ned igennem Tiderne, indtil Gud var formet og Himmerig og Helvede befolket.
Han steg igen nogle hundrede Skridt og standsede paany for at trække Vejret. Bestandig det samme frosne Øde, den samme følelsesløse Ro! Disse snedækkede Stenkolosser gav virkelig en imponerende Forestilling om de Kræfter, der havde været i Bevægelse hin Urnat, da Moder Jord skabtes. Og mens han betragtede dem, grebes han af en svimlende Fornemmelse af at være rykket denne fjerne Naturbegivenhed ganske levende nær. Tiden skrumpede saa underligt ind ved Synet af disse stivnede, i evig Ligegyldighed hvilende Stenklumper, der laa der saa nøgne og uberørte, som dengang de for et Par Millioner Aar siden "udgik fra Skaberens Haand". Ja vist! Skaberen? En glødende Urtaage! Et opløst Solsystem! … Og bagved? Tomhed! Tomhed! Iskulde! Dødsstilhed. — — — — — —
Det blev Aften, inden han naaede ned igen til Stationen. Her
var man begyndt at ængstes for ham, og henne paa
Gæstgivergaarden, hvor han havde efterladt sit Tøj, havde man allerede
talt om at sende Folk afsted for at søge efter ham. Træt af
Dagens Anstrengelser og tung i Hovedet af altfor mange
Tanker vilde han straks gaa i Seng; men allerede ved sit Komme
om Formiddagen havde han kunnet mærke, at der var noget
usædvanligt paafærde i Byen. Over Gæstgivergaardens Port var
