325
LYKKE-PER
Han kastede hendes Kaabe om hende og førte hende ud paa Svalegangen. Baade rundt om i Byen og nede ved Stationsbygningen var de fleste Lys allerede slukkede. Men oppe paa Himlen havde Stjernefeltet udvidet sig. Skyerne var gledet fra Bjergryggene ned i Kløfterne for at lægge sig til Hvile der for Natten. Kun over "Hoher Goll"s Snemarker svævede en mørk, brunlig Røg.
Per gav sig til at fortælle om, hvordan han mangen Nat havde staaet her og hørt Naturen tale til ham gennem Flodens mørke Brus og følt sig som der sidste levende Væsen paa en uddød Klode. Men Jakobe hørte ikke længer hans Ord. Hun havde lagt sig ind til hans Bryst og afbrød ham hvert Øjeblik ved tavs at række sine Læber op imod ham. Saa blev tilsidst ogsaa han tavs; og længe stod de nu og vuggede hinanden i Armene og talte kun med Blikkene og bekræftede med lange, lange Kys.
Paa eengang lød et langtrullende Lavinedrøn oppe fra "Hoher Goll". Per løftede Hovedet for at lytte; men Jakobe rørte sig ikke. Selv da han gjorde hende opmærksom paa Buldret, der et Øjeblik efter gentog sig, svarede hun ikke. Hun hørte i den hele vide Verden intet uden Pers og sit eget Hjertes Banken.
Da de igen var kommen ind i Stuen, sagde Per, at det var bleven silde, og at hun nu vel trængte til at komme til Ro. Hertil svarede hun intet. Lidt raadvild gik han derpaa ind i Sovekammeret for at tage sine Toiletsager og nogle andre Smaating. Da han kom tilbage, stod hun henne ved et af Vinduerne med Ryggen til Stuen.
"Ja, saa gaar jeg altsaa hen paa Kroen," sagde han og gik hen til hende for at sige Godnat. Hun vendte sig ikke, og han kyssede hende to Gange paa Kinden, uden at hun gengældte hans Kærtegn. Men da han vilde gaa, holdt hun ham tilbage ved Haanden — tavs men besluttet.
Han saae spørgende paa hende.
Da drejede hun Hovedet om mod Træsofaen og sagde:
"Du kunde vel egentlig sove paa den. Saa havde jeg dig dog i Nærheden og kunde passe paa dig. Det Værtshusliv holder jeg ikke af."
