Spring til indhold

Side:Lykke-Per fjerde udgave bind 1.djvu/383

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

377

LYKKE-PER

sidig skænkede hinandens Forfængelighed. Dyhring nød den Opsigt, Nanny overalt vakte ved sin orientalske Skønhed, — i Særdeleshed fordi han var overbevist om, at Folk ikke ansaae dem for at være rigtig gifte. Han vidste meget godt, at hun baade i sit Væsen og i sin Maade at klæde sig paa mindede om den finere Demimonde, — det var jo netop heri, hendes Tillokkelse for ham altid havde bestaaet. Nu kildrede det hans Ærgerrighed at mærke, hvorledes Herrerne i selve Lastens Paris skelede til ham med Blikke fulde af Misundelse.

Nanny paa sin Side var stolt af sin Mand paa Grund af hans elegante og korrekte Ydre. Hans sirlige Skikkelse med det gyldenblonde Haar vakte Opsigt omkring paa Hotellerne. Hun selv plejede at sige om ham, at han lignede en tysk Prins. Hun var desuden glad for, at han ikke var Jøde. Skønt hun altid havde forsikret om det modsatte, havde ogsaa hun til Tider følt sig trykket af sin Herkomst; og nu tilstod hun ærligt, at hun var henrykt over for bestandig at være bleven Salomon-Navnet kvit og at blive kaldt Fru Dyhring.

Endelig var hun stolt af sin Mand, fordi han i sin Egenskab af Redaktør lejlighedsvis kunde skaffe dem gratis Adgang til Seværdigheder, som andre maatte betale for eller ganske var udelukket fra. Den Sans for Penges Værd, der trods al Toillettepragt udmærkede hende som ung Pige, havde ikke forladt hende i Ægtestanden. Dyhrings flotte Tilbøjeligheder voldte hende allerede en Del skjult Uro. Hun blev regelmæssig grebet af Nervøsitet, hver Gang der skulde gives Penge ud. Efter Ophold paa Hoteller, hvor hun maaske en halv Snes Gange havde ringet paa Jomfruen for at faa Hjælp til sin Paaklædning, kunde hun godt tage bort uden at give Drikkepenge, eller hun efterlod højst et Halvfranc-Stykke paa Servanten.

Foraarskulden og Regnen drev hurtigt det unge Par sydpaa. Fra Paris gik Turen direkte til Madrid. Men da der paa Vejen mødte dem et Rygte om, at der var udbrudt Kolera i denne By, tog de skyndsomst Flugten tilbage over Pyrenæerne. Over Rivieraen rejste de saa ned gennem Italien.

Per befandt sig paa denne Tid endnu i Rom. Jakobe havde