381
LYKKE-PER
hans Vej just havde ført ham forbi, blev afholdt et Maanedsmarked med al Slags gammelt Skrammel hentet rundt om fra Roms Afkroge; og da Nanny hørte dette, vilde hun absolut allerførst gaa derhen. Forestillingen om en saadan stor Affaldsdynge vakte hendes Lystighed. Senere — sagde hun — vilde de tage en Droske og køre rundt i Byen for at betragte "Seværdighederne".
Idet hun gjorde en sidste, mønstrende Runde gennem sine to Værelser, stak hun i Forbifarten Per en Makron i Munden. — Hvorefter de begav sig afsted.
Da de nærmede sig Torvepladsen, hvis Spektakel og Summen allerede hørtes paa lang Afstand, bad hun om hans Arm. Hun blev med eet mindre modig ved Synet af den sammenpakkede Menneskemasse og de smaa Teltgader. Ængstelig skottede hun til de pjalteklædte Skikkelser, der allevegne drev ned imod Torvet, eller som stod i Klynger omkring de store Bunker af irrede Kobbersager, Jernragelse og gamle Klæder, der straks ved Indgangen var kastet hen paa Stenbroen. Opfyldt, som hun var, af Forestillingen om den romerske Almues Urenlighed havde hun samlet Kjoleskørtet tæt omkring sig; og efterhaanden som hun kom ind i Sværmen, løftede hun det højere og højere op over sine hvide Sko.
Per fandt hende endnu mere indtagende end den foregaaende Dag. Han blev ganske svimmel af at gaa der med hendes Arm i sin og føle Formen af hendes bløde Legeme, naar hun, skræmmet af et eller andet halvnøgent eller særlig pjaltet Individ, der trængte sig frem og falbød sine Varer, trykkede sig ind til ham for at søge Beskyttelse. Han havde hidtil været lidt usikker i sin Optræden overfor hende, havde følt nogen Forlegenhed ved hendes dristige Svigerinde-Fortrolighed. Nu skød han med Vold alle Tanker paa Jakobe tilside og gav sig utvungent hen i Øjeblikkets Stemning.
Det var nu heller ikke muligt at bevare Anstanden i en saadan Trængsel. Snart maatte han med sin Arm, snart med hele sit Legeme værne hende mod Skub og Stød. Han foreslog tilsidst, at de skulde trække sig ud af Mylret; men derom vilde hun ikke
