Side:Lykke-Per fjerde udgave bind 1.djvu/40

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

34

LYKKE-PER

Mistanke, at det netop var Signe, der modtog ham, fordi hun var den af alle hans Søskende, med hvem han allerdaarligst forligedes.

Paa Vejen hjem gennem Gaderne forstod han da ogsaa snart af hendes Tale, at Forældrene ikke var helt tilfredse med hans Besøg; de fandt det mindre vel betænkt af ham, at han allerede havde taget sig Ferie. En saadan Rejse kostede jo ogsaa mange Penge, sagde hun, — han burde i hvert Tilfælde først have indhentet Faderens Tilladelse.

Endnu før de naaede Præstegaarden, var Peter Andreas' Følelser bleven grundig afkølede. Og da han nu kom ind i Dagligstuen og saae Faderen sidde der paa sin sædvanlige Aftenplads i den gamle, falmede Lænestol med sin grønne Papskærm for Øjnene, fortrød han allerede, at han ikke var bleven i København. Det var nu aabenbart ogsaa kun med nogen Overvindelse, at Faderen bød ham velkommen og klappede ham paa Kinden. Døren ind til Spisestuen var lukket; Peter Andreas kunde høre, at der blev skuret Gulv derinde; og da han henne paa Bordet fik Øje paa en Bakke med noget Smørrebrød, forstod han, at de andre havde spist. Moderen laa som altid i Sengen. Hendes Velkomst manglede hverken Oprigtighed eller Varme; hun kyssede ham bevæget paa begge Kinderne; men Peter Andreas' Hjerte var bleven koldt.

Han var for ung til at forstaa, at han ikke led anden Forurettelse end den, der i Almindelighed bliver de yngre af en stor Børneflok til Del, fordi de ældste har høstet Førstegrøden af Forældrenes Kærlighed. Selv om denne ikke netop bliver mindre, forandrer den dog Karakter, mister Nyhedsglæden, der lyser saa festlig over ethvert Fremskridt hos de ældre. Da Per ved Sengetid blev alene oppe paa sit gamle Loftskammer, gjorde han Nar ad sig selv. Han spottede sin Sentimentalitet og svor dyrt paa ikke oftere at ville lade sig narre af den Slags Fornemmelser.

Og da saa Juledagene oprandt med al den himmelvendte Højtidelighed, han selv var ganske udenfor, med den stadige Kirkegang og den megen Salmesang, talte han blot Timerne, til han kunde komme bort og igen være fri og uafhængig i København.