Side:Lykke-Per fjerde udgave bind 2.djvu/114

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

108

LYKKE-PER

faaet en Maskes Stivhed og forraadte intet af den Forfærdelse, han følte ved den blotte Tanke om en jødisk Verdensdames Tilstedeværelse ved Takkesangen omkring Moderens Baare.

Per sagde saa Farvel og gik.

Nede i Portrummet mødte han et Par unge Mennesker, der paa Grund af den Pludselighed, hvormed de midt under en taktfast, soldatermæssig March veg tilside for ham, fik ham til at se op. Det var to halvvoksne Knøse paa sejsten-sytten Aar af et provinsielt, ja landligt Udseende, med stort Haar under bredskyggede, grundtviganske Uldhatte.

Han kendte dem straks; det var hans to yngre Brødre — Tvillingerne — der var paa Vej op til Eberhard. At de ogsaa havde genkendt ham, røbede de selv meget tydeligt. De saae forskrækkede paa hinanden og blev røde i Hovedet.

Per standsede dem. Der havde været noget i den sky Maade, hvorpaa de var gaaet tilside for ham, der gik ham til Hjertet, ja som beskæmmede ham. Han var endnu forsonlig stemt, og han havde ikke hos Eberhard faaet frigjort Trangen til ved en Tilnærmelse til sine Søskende at udsone, hvad Skyld han maatte have haft overfor sin Moder.

"Goddag," sagde han og rakte dem Haanden, som de nølende og forlegne modtog. "I skal op til Eberhard?"

"Ja," — svarede de i Kor.

"Jeg har netop været deroppe for at høre lidt om Moders Død."

Ved disse Ord slog Brødrene tavse Øjnene ned; og den ene gav sig til at skrabe med Fodspidsen mellem Portgulvets Brosten.

Per opfattede Anklagen i denne forlegne Tavshed. Men hvad der endnu under Samtalen med Eberhard havde været tilbage af Vrangvilje og Stridbarhed i hans Sind, smeltede hen overfor disse to unge Tvillingbrødre, der her traadte ham imøde som det endnu ukunstlede Udtryk for Barndomshjemmets Uskyld og lykkelige Enfold. Trods deres halvt bondeagtige Udseende — ja netop paa Grund af det — maatte han kæmpe med Lysten til at tage deres Hoveder mellem sine Hænder og kysse dem.

Men med al sin Trang til Fortrolighed vidste han ikke noget at sige dem. Og de paa deres Side stod uhjælpeligt fremmede overfor ham og følte sig trykket af hans Selskab.