118
LYKKE-PER
I dette Øjeblik vendte Ivan tilbage fra Byen med sit mest forstyrrede Ansigt paa. Da de Fremmede var gaaet, spurgte han, idet han vendte sig mod Forældrene og Nanny:
"Har Jakobe ikke været hernede iaften?"
"Nej … hvorfor?"
"Sidenius er rejst."
"Rejst? Hvorhen?"
"Det er nok til Jylland. De sagde paa Hotellet, at han vilde blive borte et Par Dage."
"Naa, ja. Han er vel taget over til Begravelsen," sagde Moderen. "Saa er det derom, han har telegraferet til Jakobe."
"Jamen, det er alligevel saa underligt … saadan at rejse væk uden at sige noget. Og netop nu!" sagde Ivan og fortalte om det Brev, han havde modtaget fra Hasselager, og om Oberstens Visit, der endnu ikke var bleven gengældt.
Fru Salomon saae spørgende paa sin Mand. Men han sagde ingenting. Han havde gjort sig til Regel ikke at udtale sig om sin tilkommende Svigersøn. Han rystede blot paa Hovedet og sagde:
"Naa, lille Børn! Skal vi saa gaa i Seng!"
Det Skib, hvorpaa Per befandt sig, var forlængst naaet ud i aaben Sø.
Som en svømmende Kæmpesarkofag gled det store, sorte Skibsskrog henover den rolige Havflade i den halvlyse Nat, mens Kulrøgen bølgede ned over det som et Sørgeflor. Himlen var skydækket og laa tung og sort langs Kimingen. Men hist og her var der en Rift i Skyerne, hvorigennem et Par blege Stjerner kiggede ned som Engleøjne, der syntes at følge den højtidelige Ligfærd.
Per sad ensomt paa det øvre Midterdæk, indsvøbt i sin Kappe, og saae ud over Vandet. Han havde valgt sig en Plads saa nær som muligt det Sted, hvorunder Moderens Kiste stod.
Alle Skibets andre Passagerer var efterhaanden gaaet til Ro.
