8
LYKKE-PER
Allerede i de første Dage af Maj var Salomons flyttet ud til "Skovbakken", skønt Foraaret havde været vaadt og stormfuldt.
Det var Hensynet til Jakobe, der havde fremskyndet Opbrudet fra Byen; hun havde selv udtalt Ønsket om at komme paa Landet. Hun vilde derud ikke alene for at have Fred, men ogsaa for den friske Lufts og de lange Spadserevejes Skyld. Hun, som trods alle sine legemlige Lidelser altid havde vanskøttet sit Helbred, fordi hun ikke havde troet paa nogen Bedring, var i den senere Tid bleven næsten overdreven omhyggelig med sig selv. Nu, da hun havde faaet saa meget at leve for, havde hun ogsaa vundet Haab om ny Kraft og Sundhed for sit stakkels ømtaalige Legeme.
Blandt de mange forskelligartede Bøger og Tidsskrifthefter, der altid laa opstablede paa hendes Bord, fandtes nu ogsaa lægevidenskabelige Værker og Sundhedstidender, som hun ivrig studerede. Heltemodigt gennemgik hun for Tiden en spartansk Hærdningskur med iskolde Bade og timelange Fodvandringer. Allerede inde i København var hun begyndt at gaa tidlige Morgenture ud ad Langelinje paa Trods af Vejr og Føre, — til stor Morskab for Familjens Bekendte i Bredgade, der fra Vinduerne betragtede hende, naar hun ved Nitiden vendte hjem, skridtende afsted i pligtmæssig Ilmarsch under en drivende Paraply.
Og al denne Ihærdighed havde saa alligevel ingenting frugtet. Hendes Længsel var for stærk. Hun kunde tilsidst næsten ikke taale Synet af Mennesker. Og Nætterne var søvnløse og uendelige som en Evighed. Naar hun sov dybest, vækkedes hun af en Flues Summen.
Alligevel var hendes Sind kun sjelden nedstemt. Som hendes Breve til Per aldrig indeholdt mindste Klage, var hun selv i sine svageste Øjeblikke fuld af Haab. Hun var fra Barnsben saa vant til legemlige Plager, at de ikke længer paavirkede hende sjæleligt. Hun var ligesom kommen paa Kammeratskabsfod med sine Lidelser. — Værre for hende var derfor de skjulte Bekymringer.
Hun var bleven mere og mere overbevist om, at hun var frugtsommelig. I Strid med, hvad hun af Hensigtsmæssighedshensyn
