Side:Lykke-Per fjerde udgave bind 2.djvu/141

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

135

LYKKE-PER

sit til at bryde den Uhyggestemning, hvori han var kommen dertil.

En egen mystisk Tiltrækning øvede ogsaa Aaen paa ham. Det var jo de samme glidende Vande, der — kun fem-seks Mil herfra — klukkede langs den frønnede Brygge i hans Barndomsby, og som med sine eventyrlige Sivbredder og skjulte Muddergrunde havde været hans Drengetids store Kærlighed. Da han en Dag opdagede en Baad i et Nøst ved Bredden, blev han ørebet af sin gamle Lidenskab for at fiske. Med Forvalterens Bistand fik han tilvejebragt de nødvendige Redskaber og sad derefter flere Timer daglig ude paa Aaen med nogle Snører.

Imidlertid gik Dagene, og den Krise, han havde imødeset med saa megen Forventning og Spænding, udeblev foreløbigt. Hvad der hin Nat paa Dampskibet havde samlet sig hos ham af aandeligt Sprængstof, forpuffede i det sommerlige Friluftsliv, han her førte. Hofjægermesterindens Opbyggelsesbøger havde hidtil faaet Lov til at staa saa godt som urørte paa hans Reol. Han var den hele Dag paafærde; og naar han endelig om Aftenen kom ind til sig selv og fik sin Lampe tændt for at sætte sig tilrette med en Bog, fik han aldrig læst mange Linjer, før en behagelig Døsighed sænkede sig ned over ham som en jordisk Velsignelse og tvang ham til at søge Sengen.

Han begyndte endog saa smaat at længes efter Jakobe. Naar han sad i sin Baad og lød sig gennembage af Solen, eller naar han laa og strakte sig paa sin Yndlingsplads oppe under Skovbrynet, ønskede han undertiden, at hun havde kunnet dele disse Dages Sommerglæde med ham. Hun vilde sikkert have haft godt af at aande Strandvejsstøvet ud af sine Lunger; hun havde igen i den senere Tid set saa overnervøs ud. Men saa kom han til at tænke paa, at hun vistnok vilde betakke sig. Et Planteliv som det, han i disse Dage førte, havde hun slet ingen Smag for. Saadan at ligge ganske stille med Hænderne under Nakken og lade Tankerne drive med Skyerne ud i det bundløse Blaa og føle sit eget Væsen ligesom hensmelte og opgaa i Uendeligheden, — det var en Art Nydelse, hun aldeles ikke forstod. Han huskede, hvorledes hun engang i et af sine Kærlig-