143
LYKKE-PER
raabte hun til Hofjægermesterinden, der endnu ikke var kommen af Syne, om hun maatte følge med.
Næsten før Svaret havde naaet hende, var hun oppe fra Bænken og skyndte sig afsted.
"Husk … du maa ikke løbe!" raabte Hofjægermesterinden advarende.
Per skævede efter hende over sin Skulder, — og der gled i det samme en Skygge over hans Ansigt.
Der var noget i denne Skyhed, der fremmanede mørke Erindringsbilleder hos ham. Saadan havde ogsaa hans Søskende flyet ham i hans Barndom, især naar Faderen ved Morgen- eller Middagsandagten havde holdt en af sine store Straffetaler til ham. Endnu for ganske nylig havde han jo genoplevet det, da han mødte Tvillingerne og de stod der saa forlegne og knap vidste, om de turde se paa ham.
Nabob! Det var naturligvis foragtelig ment. Pigebarnet var jo flygtet for ham som for selve den Onde. Naa — hvad saa? Siden hvornaar var han bleven saa ringe, at han ængstelig maatte skotte til Hvermands Mening om ham? — — Eller var det noget andet? Var Sandheden den, at han selv var begyndt at føle sin stormende Jagt efter Lykken som en Skam?
Naa, det nyttede ikke at forfalde til den Slags Spekulationer. Han maatte se at nedkæmpe denne overdrevne Følsomhed, der i den sidste Tid havde ladet ham blive et saa værgeløst Bytte for sine skiftende Stemninger. Det var paa Tide, at han gjorde en Ende paa sin Lediggang her og kom tilbage til sit Arbejde. Hvad han end kunde have forbrudt mod sig selv og andre, — i sin Kamp, i sin Flid, i sin ærlige Vilje til at udrette noget godt og nyttigt her i Verden vilde han fremtidig søge sin Retfærdiggørelse, selv om ogsaa de store Sejre skulde udeblive for ham.
Der blev aabnet et Vindu oppe i Hovedbygningen. Det var Baronessen, der nu var kommen op af sin lange Eftermiddagshvile. Lidt efter viste hun sig paa Verandaen, sværmerisk drapperet med en Kniplingsmantille, der var fæstet bag paa Hovedet, — dertil stærkt pudret, som hun om Eftermiddagen gerne var
