262
LYKKE-PER
paa nogle af dem, paa hvis Godtykke et gunstigt Udfald fortrinsvis beroede; men da han mødte Modstand, blev han vred og gik angrebsvis tilværks. Ved et stort Opbyggelsesmøde, hvor hele hans Menighedskres var samlet, trak han Sagen frem midt i sin Tale og advarede i kraftfuldt manende Ord mod af smaalig Egenkærlighed at lægge Hindringer i Vejen for Fremskridt, der kunde tjene Næringslivets Trivsel og dermed ogsaa fremme Udviklingen af et sundt og lykkeligt og ærligt Kristenliv.
Hans Ord vakte stor Bestyrtelse, hos adskillige desuden alvorlig Misfornøjelse, først fordi de fremkom paa et Opbyggelsesmøde, dernæst fordi man allerede havde hørt Rygter om en forestaaende Forbindelse mellem Inger og Planens unge Ophavsmand. Men Blomberg lod som ingenting. Det var ikke første Gang, han havde opvakt en øjeblikkelig Forargelse i sin Menighed med en vovet Udtalelse. Han kendte sin Magt og lod Folk knurre. Han havde opnaaet, hvad han foreløbigt tilsigtede: at blæse nyt Liv i en Sag, der i hans Øjne nu var bleven intet mindre end en Velfærdssag for Egnen. Rundtom i Bøndergaarde og Husmandshytter drøftedes hans Tale, og hermed genoptoges i Virkeligheden Forhandlingerne om Pers Projekt.
Dagen før Juleaften rejste Per over til Kærsholm, hvor han fandt alt ganske uforandret med den Undtagelse, at Baronessen nu var borte, og at Hofjægermesterens Ansigtsfarve var bleven endnu mere lig et vissent Ahornsblad. Om det saa var den lille Os af Tørverøg fra Køkkenet, sporede han den straks og fornam den som en hjemlig Velkomsthilsen.
Hofjægermesterinden var ikke længe om at opdage, at der derimod var foregaaet en Forandring med ham, og det ikke alene i det Ydre. Det anede hende, at han havde haft en eller anden alvorlig Oplevelse; men trods alle sine Bestræbelser for at tillokke sig hans Fortrolighed ved at lægge: en moderlig Deltagelse for Dagen kunde hun ikke faa ham til at udtale sig derom, hvad der tilsidst krænkede hende en Smule.
