269
LYKKE-PER
ved de fremmede Præstefolks Bortgang vilde følge med Forældrene ud til Vognen, havde Per pludselig grebet hende om Haanden og holdt hende tilbage.
"Jeg havde virkelig nær skreget, saa haardt du tog! Du skulde bare vide, hvor ondt det gjorde."
Hun sagde dette uden alt Skælmeri. Det var en alvorlig ment Beklagelse.
Ved en Konference inde i Præstens Stue var det bleven bestemt, at Forlovelsen skulde holdes hemmelig, indtil han havde faaet sin Eksamen. Det var Fru Blomberg, der afgjort havde holdt herpaa, og Per havde villigt bøjet sig. Heller ikke Hofjægermesterinden maatte faa noget at vide før andre. Det havde Inger udtrykkelig forlangt. Men da Per kom tilbage til Kærsholm, gik det alligevel galt; hans Ansigtsudtryk røbede ham.
"De er bleven forlovet!" udbrød Hofjægermesterinden, saasnart hun saae ham.
Per fik paany Lejlighed til at erfare, at som en Ulykke sjelden kommer alene, har ogsaa Lykken gerne Følgeskab. Et Par Dage senere modtog han et uventet Besøg. To af de Bønder, han Juledag havde truffet i Præstegaarden, kom en Formiddag kørende til Kærsholm og bad om at faa ham i Tale. Det var to høje, stoute, vadmelsklædte Mænd med megen naturlig Værdighed i deres ydre Optræden. Per bad dem sidde ned, og skønt han var saa ganske uforberedt og desuden manglede Øvelse i at tale med Bønder, kom det til en Forhandling, der strakte sig over det meste af et Par Timer. De to Mænd begyndte med udtrykkelig at erklære, at de ikke kom som Udsendinge fra Nogen; de havde kun søgt ham, fordi de "havde hørt noget om", at han vilde paatage sig ved en Omregulering af Aaløbet at sænke Vandstanden i Engarealerne deromkring. Dersom dette forholdt sig rigtigt, sagde de, vilde de for deres personlige Vedkommende muligvis ved Lejlighed tage Sagen nærmere under Overvejelse. I det hele prægedes deres Udtalelser af en beregnende Forsig-
