293
LYKKE-PER
Vejen sænkede sig i et stort Sving ned mod Bøstrup By, og pludselig lyste det op i hans Ansigt. Derhenne bag Præstegaardens Havelaage øjnede han Inger, der stod med et Sjal over Hovedet og kiggede efter ham.
"Du Syvsover!" raabte hun ham imøde. "Hvor bliver du af?"
"Har du ventet?"
"Jeg er som Is over hele Kroppen."
"Stakkel dog!"
Han var nu naaet hen til hende og kørte Havegærdet saa nær, at deres Munde — i Skjul af en Hyben — kunde mødes over Stakittet.
"Godmorgen, min egen Ven!"
"Godmorgen! Hvor skal du hen idag?"
"Aa, jeg har travlt. Jeg maa straks afsted."
"Du er ikke til at udholde. Altid har du travlt. Farvel da! Kommer du i Aften?"
"Det gør jeg!"
Et nyt Kys og endnu et og "et lille et i Tilgift" — som Per sagde.
"Blakken" havde sat sig i Bevægelse, men de blev ved at holde hinanden i Hænderne, indtil de ligefrem reves fra hinanden. Saa atter "Farvel, Farvel", og Viften, indtil Vognen forsvandt bag et Gaardhjørne.
— — Henimod Middagstid, efter at have tilbragt nogle Timer ude i Engene med sit Vinkelinstrument, kørte Per ind i Borup Præstegaard.
Pastor Fjaltring var hjemme og modtog ham i sit Studereværelse. Det var et stort, halvmørkt Rum, næsten en Sal, med kun to smaa Vinduer. Skønt der var en Del Møbler derinde, saae der paa Grund af Stuens Størrelse tomt ud. Ved Pillen mellem Vinduerne stod en Pult med en opslaaet Bog, og herfra traadte den besynderlige Huleboer ham imøde, saasnart han var kommen indenfor Døren.
Der var i Præstens Væsen den samme sære Blanding af Forlegenhed, Nysgerrighed og Selvfølelse, som havde slaaet Per allerede hin Dag i Kirken. Han blev staaende i nogle Skridts Afstand
