350
LYKKE-PER
med god Grund — bebrejde mig det bagefter, dersom jeg tog imod det."
Hun havde lagt Ansigtet ned i sine Hænder og sad stille lidt.
"Gud give, jeg da vidste, hvad du egenlig vil," sagde hun saa og brast i Graad. Og med et pludselig ubehersket Udbrud rejste hun sig og sagde: "Du piner mig!"
Uden at sige Godnat gik hun ind til sig selv og trak heftig Døren til efter sig.
Per blev siddende og stirrede paa den lukkede Dør med et sygt Blik. Et Par Gange rykkede det i ham. Han vilde rejse sig og gaa derhen, — men Spøgelsehaanden holdt ham tilbage. Det maatte ikke ske! Afgørelsens store Time var kommen nu. Ulykken var over dem. Hendes Sjæl var ved at vaagne. Og hun var jo ingen Trold! Derfor maatte og skulde hun gives tilbage til Livet og Lyset. Hun og Børenene! — — Det fik saa gaa med ham, som det kunde!
Det var den følgende Aften; Børnene var kommen i Seng, og begge Pigerne var beskæftiget i Køkkenet. Inger havde netop tændt Lampen i Dagligstuen og sad i Sofaen og stoppede Børnestrømper, da Per kom derind fra sin egen Stue. Skønt han havde holdt sig hjemme hele Dagen, havde de kun vekslet et Par Ord med hinanden siden den foregaaende Aften. Inger havde lagt Mærke til, hvorledes han paa en underlig sky Maade havde kreset om hende og Børnene uden dog at ville indlade sig med dem; ja i Middagstiden, da Børnene hvilede, havde hun overrasket ham inde i Barnekammeret, hvor han havde staaet ved Hagbarths Seng og stirret ned paa den sovende Dreng med et sært forvildet Udtryk.
Per gik nogle Gange frem og tilbage paa Gulvet og satte sig saa overfor hende ved Bordet. Ingen af dem havde endnu kunnet overvinde sig til at sige det første Ord.
"Har du saa tænkt over, hvad vi talte om iaftes?" spurgte endelig Inger.
