90
LYKKE-PER
som gror ud af Tilværelsen saa selvfølgeligt som Frugterne ud af et Træ. Der er noget bagvendt i Livsværdiernes Rangforordning — ogsaa indenfor det moderne Samfund. Jeg priser mig lykkelig over, at jeg har indset det i Tide. For jeg var sandelig nær bleven stikkende i Dyndet!"
Jakobe fik igen lidt Uro paa sig. Til Trods for, at det i Grunden kun var hendes egne Ord, han her havde gentaget, ja netop dem, hun engang havde drømt om at høre af hans Mund, saa opskræmte de hende nu. Hun havde jo i Mellemtiden selv forandret sig. Særlig havde disse sidste Dage ændret meget i hendes Syn paa de saakaldte "sande Livsværdier".
"Jeg tror, du bedømmer Forholdene urigtigt," sagde hun med en fremmed Haardhed i Stemmen.
"Saa se dig om og sig mig, om ikke Egennytte, Forfængelighed, Brutalitet, Herskesyge o. s. v. er lige saa grundfæstede Magter i det nye Samfund som i det gamle?"
"Ja — hvorfor skulde de ikke være det?"
"Hvorfor?"
"Ja, — den Slags Egenskaber hører nu engang til de menneskelige Drivkræfter, der fører Verden fremad. Derfor kan de vist heller ikke være slet saa fordømmelige, som man gerne gør dem til."
Per lo. Han opfattede hendes Ord som Spøg.
"Naa, du mener maaske, at de er ligefrem paaskønnelsesværdige?"
"Jeg veed ikke. Er det dog ikke simpelthen dem, hvorpaa Menneskenes Velfærd beror?"
Nu forstod Per paa Tonen, at det var Alvor, og han saae overrasket paa hende. Men han var ikke oplagt til Kiv og slog Sagen hen i Løjer.
"Ja, er det ikke det, jeg siger; — du vil absolut sige imod i denne Tid, om du saa skal opponere mod dine egne Meninger."
Jakobe tav. Heller ikke hun følte egenlig nogen Lyst til at genoptage Striden fra forleden. Og de gav sig da til at lægge Rejseplaner og drøfte Rejseruter. —
