145
Jørgen skjævede til de to Fødder, der krummede sig i Luften med en myg Bevægelse og syntes at kjærtegne hinanden; han vilde inderlig gjerne give hende et godt Raad.
— Det er blot — det faldt mig bare saadan ind, at Hans holder jo svært meget af Trofast —
— A ha! og saa mener du, jeg skulde give mig til at logre for Kjøteren!
— Ja, jeg tænkte blot — men det er naturligvis dumt — —
— Nei gu er det ikke dumt; det er rigtig nok …
Hun nikkede flere Gange betænksomt.
Jørgen, der var behagelig overrasket ved denne Anerkjendelse, satte sig paa sin Sæk og gav sig til at fløite, mens han kradsede sin Snadde ud paa Gulvet og stoppede den.
— Lad være med den Fløiten! kan du da ikke være lidt stille? udbrød Lise. Selv pressede hun Læberne sammen og rynkede Panden, med et komisk Udtryk af saare dyb Eftertanke.
— Og veed du hvad, Jørgen! sagde hun endelig med befriet Mine som En, der har løst et vanskeligt Problem — saa vil jeg faa min Broder Peer til at skyde Jenny.
Jørgen stirrede paa hende med store, dumme Øine og gav sig saa til at le af fuld Hals, da han
