Side:Møllen.djvu/189

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

177

Hun holdt endnu Armene i den udstrakte Stilling, hvorved hendes Figur viste sig frit i levende Linier, der holdtes i en rhytmisk Bølgen af hendes Aande, som hun drog dybt gjennem den halvtaabne Mund, medens hun vedblev at le til ham med de bestandig mere tindrende Øine. Hele hendes Skikkelse udstrømmede en frugtagtig Sundhed, og i hendes Miner lyste en triumfal Bevidsthed om Kraft.

Mølleren følte denne Sundhedsbølge slaa over i ham selv og gjennemrisle de inderste Fibre, saa de dirrede med en Anelse om ny overvældende Livslyst, og for Kraften i dette Blik slog han sit eget ned — beskjæmmet. For midt i dette Lys af Glæde funklede der en Gnist af Spot: — Du tør jo ikke engang! det Hele var jo Vrøvl! du tør ikke lade den Anden komme, og du tør heller ikke tage mig, som jeg staar her og gjør dine Sandser forrykte. Du tør Intet! men jeg tør, naar jeg vil!

— Ja, ja, Lise! saa taler vi ikke mer om det, mumlede han i Skjægget og gik hurtig ind i Stuen.

Den Aften sveiede Madam Andersen virkelig ind i Møllegaarden. Men hun kom for sent. Med Hareanes Kandidatur var det forbi.