202
Synsorgan. Desuden var Huden paafaldende veirslagen. Han var en halv Snes Aar ældre end Søsteren, men saae langt ældre ud.
En Træpibe med stærkt udsnittet Hoved hængte i hans ene Mundvig og blandede sin Røg med den fra fattigere udstyrede Slægtninge i Christians og Jørgens Besiddelse samt fra en næsten forkullet Snadde, der stak tilveirs fra Lars' Trynemund.
Denne »tovelige Dreng« havde støttet Albuerne paa Bordpladen, holdt Hovedet i sine Hænder og gloede af al sine vandblaa Øines Formue paa denne underlige Mand, som sad der med det Eventyrliges, næsten det Røveragtiges Glorie om sit uanselige, lidt duknakkede Hoved — en Glorie, der næsten var synlig i Tobakstaagen nu, da de to Ungersvende havde trukket ham op, saa at han virkelig havde givet et Par af sine mere spændende Livs-Eventyr tilbedste, pebrede ikke blot med »Jægerlatin« men ogsaa med Krybskyttegræsk. Anstrengt af denne Ydelse tog Per nu Pibespidsen ud af Mundvigen, spyttede gjennem Tænderne ud paa Gulvet og kvægede sig med et langt Drag af Stenkruset, der stod foran ham.
— Det kan nu ligegodt ikke hamle op med det, du selv bryggede, Lise! der var rigtignok ganske anderledes Humlesmag ved det.
